Kom godt i gang

OPTÆNDING

Her finder du beskrivelser af, hvordan du tænder op i din grill, pejs eller udeovn, og du får gode råd til, hvad du kan gøre, hvis optændingen ikke går helt som planlagt.

SÅDAN TÆNDER DU OP I DIN UDEOVN ELLER PEJS

Når du tænder op i din udeovn eller pejs, skal brændet placeres på samme måde, som når du bygger et bål. Læg store brændestykker i bunden og masser af småt brænde i toppen. Byg op i tre-fire etager, fordel eventuelt optændingspuder i bålet og antænd.

Når optændingsbålet er brændt ned, breder du gløderne ud og lægger mere brænde på, så ovnen bliver godt varm og klar til f.eks. pizzabagning. Lad det brænde i 25-30 minutter, inden du begynder at lave mad i ovnen, så du er sikker på, at støbejernet er helt gennemvarmt.


BRUG DET RIGTIGE BRÆNDE

Brug altid tørt, rent og ubehandlet løvtræ.

Undgå for eksempel fyrretræ til madlavning, da denne type træ indeholder meget harpiks, som danner giftige dampe ved afbrænding. Brænd heller ikke drivtømmer, da det som regel er meget saltholdigt og kan ødelægge ovnen, ligesom imprægneret og malet træ udskiller skadelige dampe og ikke bør anvendes i forbindelse med madlavning.


PIZZABAGNING

Ovnen skal være meget varm, og der skal være levende flammer, der slikker op ad ovnens inderside. Det opnår du ved at lægge to tredjedele af gløderne rundt langs kanten af ovnen og derefter løbende supplere med tynde pinde af tørt brænde, som hurtigt vil flamme op.

Den optimale temperatur på pizzastenen er 250-300 °C, og temperaturen i kuplen skal gerne være over 500 °C. Ovnen kan være klar til bagning i løbet af 30-60 minutter, afhængigt af vejret og hvor kraftigt du fyrer.

Når ovnen er klar og varm nok, rydder du et område i midten af ovnen med en askeskraber. Pizzaen bages direkte på bagestenene og roteres jævnligt, så du opnår en ensartet bagning. Det varer kun få minutter, før du kan sætte tænderne i en lækker, hjemmebagt pizza.

SÅDAN TÆNDER DU OP I DIN FORNO GASGRILL

Tænd én brænder ad gangen, når du tænder op i din gasgrill.

Husk at åbne gastilførslen først.

Tryk regulatoren ind og drej forsigtigt hen lige før maksimumpositionen. Hold knappen i denne position i 5-10 sekunder, så gassen kan flyde fra flasken op til brænderen. Lyt efter, om gassen løber til. Efter 5-10 sekunder drejer du regulatoren helt, hvorved gnisten antænder gassen.

HVIS GRILLEN IKKE VIL TÆNDE

Har du udfordringer med, at din Morsø gasgrill ikke tænder hver gang, kan du måske hente hjælp i videoen herunder, der viser hvordan du tjekker din grill for fejl. Der kan være flere årsager, hvis du ikke kan få tændt brænderringene i grillen.

Tjek følgende:

  • Er der gas i flasken?
  • Er regulatoren korrekt monteret på flasken?
  • Er ventilen åben?
  • Kan du høre, at gassen løber til?
  • Er tændingsnålene placeret korrekt i forhold til brænderen? Nålen skal justeres, så gnisten flugter med forsyningshullet på brænderen.
  • Er dyser og brænderringe rene?
  • Kan du tænde med en tændstik?
  • Har du tændt grillen som beskrevet ovenfor?

Prøv eventuelt at lægge noget tungt oven på din regulator. Hvis det hjælper, kan der være fejl på regulatoren.

Du kan også prøve at skrubbe brænderringen grundigt med grillbørsten. Hullerne kan være tilstoppet af små insekter, snavs eller fedt. Prik eventuelt hullerne ud med en lille nål bagefter.

Når du skal fejlsøge, starter du med at slukke for gasforsyningen og fjerne grillristene, så du får adgang til brændere og tændingsnåle.

Tænd grillen og læg mærke til, hvor gnisten rammer brænderen. Hvis tændingsnålen ikke er placeret lige ud for gasforsyningshullet, skubber du nålen med fingrene eller med en tang i den rigtige position. Den optimale afstand mellem nålespids og brænder er 2-4 mm.

Rengør området på brænderen omkring tændingsnålen og sørg for, at hullerne i brænderen ikke er tilstoppede.


TJEK DIN BRÆNDER FOR FEJL:

RENGØRING AF GRILLBUND OG RENSNING AF DYSER

Det er en god ide at holde din grill ren og foretage løbende vedligehold.

For at gøre grillens bund ren og rense gasdyser skal du først fjerne skruerne og afmontere brænderne. Skrab snavs og fedt ned i drypbakken under grillen og rengør grillbunden. Rens dysen med en vatpind og brug en nål til at sikre, at hullet i dysen ikke er tilstoppet. Husk at tømme drypbakken.

Saml grillen igen. Vær opmærksom på, at brænderen skal være placeret over dysen.


RENSNING AF DYSER:

HVIS GRILLEN IKKE BLIVER VARM, ELLER HVIS KUN DEN ENE BRÆNDER VIRKER PÅ DIN FORNO MEDIO ELLER GRANDE

Rens dyser og brændere.

Tjek gasregulatoren og sørg for, at der er tændt for gassen.

Sørg for at gnisttænderen er justeret korrekt mod brænderen.


HVIS DIN FORNO PICCOLO BLIVER FOR VARM

En lille grill bliver meget hurtigt varm. Vær derfor opmærksom på ikke at dække hele grillarealet med mad på én gang, da det medfører intens varme.

Løft eventuelt låget for at lukke noget af varmen ud.

Pizzasten må ikke anvendes i en Forno Piccolo, fordi varmen så kun kan gå nedad i grillen i stedet for at stige opad.


HVIS TERMOMETERET DUGGER

Hvis din grill har stået uden cover, kan der være kommet regn ind i termometeret. Det forsvinder, når du fyrer op i grillen igen.

Også kondensvand på glasset forsvinder, når grillen bliver varm.

Hvis der står vand i bunden af termometeret, kan det være, fordi det er utæt, og du bør tage kontakt til Kundeservice.

Beskyt altid din grill med et cover.


HVIS LÅGET PÅ DIN GRILL IKKE LUKKER TÆT FORAN

Det kan være ristene, der ligger forkert, så låget ikke kan lukkes. Tag ristene op og læg dem i igen, så de ligger korrekt.

FANDT DU IKKE, HVAD DU SØGTE?

Kan du ikke finde en bestemt reservedel online på webshoppen, eller har du spørgsmål vedrørende dit Morsø-produkt, er du velkommen til at kontakte vores kundeservice. Vi er her for at hjælpe dig.

Tlf.: +45 8768 4720 Mandag til torsdag fra 10 – 16 og fredag fra 10 - 15.30 eller skriv til os på service.dk@morsoeshop.com.